I, for one, am a warm defender of the Universal Declaration of Human Rights, including one of the most recently debated articles (# 19), the right to freedom of opinion and expression. But here is the thing: When used in a political argument, it is often forgotten that the ability to express an opinion does not equal intelligence or common sense – just as lack of that ability does not equal stupidity.
I also think that politicians should be more concerned about realising the declaration than to only refer to it when private values and agenda are threatened.
Imitation has become the most powerful and implemented tool to become recognized, whether it be a product or a politician, and when politicians have resorted to using this form of publicity, they should be extra aware of the responsibility it implies. This means recognising the meaning of what the declarations and conventions, written and signed by our forefathers, are meant to protect – first and foremost.
Secondly, the responsibility they have taken upon themselves by becoming an elected spokesperson for the citizens should be of value. State financing technical developments like the internet is not done just to ease our daily lives. It is also done to heighten the possibilities of their own viral marketing, because the mere idealism of serving and protecting has taken 2nd place in getting ahead.
Dear politicians, please remember that speaking up in public is your right! But when you also speak on behalf of others, the necessity of weighing your words is critical. Also remember that when you claim the right to express your opinion, it should imply civilians as well.
And, of course, remember that when you only defend that right to include you and your own peers, you are sometimes defending insanity… Your voters speak for you too you know – just like you hoped for…
onsdag den 16. september 2009
mandag den 31. august 2009
Skal Per Ramsdal undskylde?
På Dansk Folkepartis hjemmeside kan følgende læses:
""Pia Kjærsgaard: Per Ramsdal bør omgående undskylde
Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, opfordrer sognepræsten ved Brorson Kirke, Per Ramsdal, til omgående at undskylde sine løgne i forbindelse med beskrivelsen af politiaktionen i Brorson Kirke, hvor politiet fjernede en gruppe afviste irakiske asylansøgere, som ulovligt havde taget ophold i kirken.
Det sker, efter at en video fra politiet kan dokumentere, at rydningen foregik på fredelig vis – og blev foretaget af betjente, der som udgangspunkt var klædt i helt almindelige uniformer og skjorteærmer.
”Desværre ser det ud til, at Per Ramsdal er typen, for hvem det intet betyder at lyve, hvis det sker i det, han selv opfatter som en højere sags tjeneste. Men han slipper alt for let fra, at han direkte har kompromitteret politiets hæderlighed og arbejdsmetoder i sine saftige beskrivelser af kampklædte og voldelige betjente. De elendige forklaringer, han har afgivet til B.T. og Radioavisen, er direkte pinlige,” siger Pia Kjærsgaard.
”Per Ramsdal forsøgte med sin dybt manipulerende beskrivelse af aktionen både kynisk at opildne til had og uro mod politiet i en bydel, hvor ordensmagtens arbejdsvilkår og renommé i forvejen er presset til det yderste. Hvis det efterfølgende var kommet til voldelige demonstrationer, ville Per Ramsdal have båret en stor del af skylden”, siger Pia Kjærsgaard.
”At Københavns biskop ikke for længst er skredet ind over for sognepræsten – allerede da han udnyttede sin egen kirke til at give de afviste irakere husly – er mig en gåde, men den afgående biskop Erik Norman Svendsen lader desværre til at være langt mere optaget af at få et pænt eftermæle end af at passe sit arbejde”, siger Pia Kjærsgaard.""
Det lader altså til, at Fru Kjærsgaard ikke blot har udnævnt sig selv til smagsdommer og vogter af de danske værdier og moral. Hun har nu også påtaget sig en kappe som øverstbefalende for den danske folkekirke og beskytter af ordensmagten. Der er tilsyneladende ikke den rolle, Fru Kjærsgaard ikke kan magte...
Men kære Per Ramsdal, fat mod! Omend jeg er ateist, besidder jeg stadig lidt viden omkring den danske folkekirke, dens opbygning, historie og budskaber. Og hvis man skal sidestille dig med dine humørforladte kollegaer Langballe og Krarup, så vil ikke mange være i tvivl om hvem, der opfylder kriterierne for næstekærlighed (som den vel bør forståes) og øvrige, moralske imperativer. For nogle er "reformering" et fy-ord og middelalderen hyldes udi det pinlige.
Desuden viser DF med al tydelighed, at de påfører dig egenskaber, de selv praktiserer. Hvis vi byttede "Per Ramsdal" ud med "Pia Kjærsgaard" og "politiet" ud med "muslimer", gav dele af det ovenstående referat meget mere mening! Jeg mener, det kaldes projicering....
Og så skal du have ros for at kunne få en gudsforladt sjæl som jeg til at se lysere på Folkekirken. Tro mig, det er der ingen andre, der har kunnet!! :)
""Pia Kjærsgaard: Per Ramsdal bør omgående undskylde
Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, opfordrer sognepræsten ved Brorson Kirke, Per Ramsdal, til omgående at undskylde sine løgne i forbindelse med beskrivelsen af politiaktionen i Brorson Kirke, hvor politiet fjernede en gruppe afviste irakiske asylansøgere, som ulovligt havde taget ophold i kirken.
Det sker, efter at en video fra politiet kan dokumentere, at rydningen foregik på fredelig vis – og blev foretaget af betjente, der som udgangspunkt var klædt i helt almindelige uniformer og skjorteærmer.
”Desværre ser det ud til, at Per Ramsdal er typen, for hvem det intet betyder at lyve, hvis det sker i det, han selv opfatter som en højere sags tjeneste. Men han slipper alt for let fra, at han direkte har kompromitteret politiets hæderlighed og arbejdsmetoder i sine saftige beskrivelser af kampklædte og voldelige betjente. De elendige forklaringer, han har afgivet til B.T. og Radioavisen, er direkte pinlige,” siger Pia Kjærsgaard.
”Per Ramsdal forsøgte med sin dybt manipulerende beskrivelse af aktionen både kynisk at opildne til had og uro mod politiet i en bydel, hvor ordensmagtens arbejdsvilkår og renommé i forvejen er presset til det yderste. Hvis det efterfølgende var kommet til voldelige demonstrationer, ville Per Ramsdal have båret en stor del af skylden”, siger Pia Kjærsgaard.
”At Københavns biskop ikke for længst er skredet ind over for sognepræsten – allerede da han udnyttede sin egen kirke til at give de afviste irakere husly – er mig en gåde, men den afgående biskop Erik Norman Svendsen lader desværre til at være langt mere optaget af at få et pænt eftermæle end af at passe sit arbejde”, siger Pia Kjærsgaard.""
Det lader altså til, at Fru Kjærsgaard ikke blot har udnævnt sig selv til smagsdommer og vogter af de danske værdier og moral. Hun har nu også påtaget sig en kappe som øverstbefalende for den danske folkekirke og beskytter af ordensmagten. Der er tilsyneladende ikke den rolle, Fru Kjærsgaard ikke kan magte...
Men kære Per Ramsdal, fat mod! Omend jeg er ateist, besidder jeg stadig lidt viden omkring den danske folkekirke, dens opbygning, historie og budskaber. Og hvis man skal sidestille dig med dine humørforladte kollegaer Langballe og Krarup, så vil ikke mange være i tvivl om hvem, der opfylder kriterierne for næstekærlighed (som den vel bør forståes) og øvrige, moralske imperativer. For nogle er "reformering" et fy-ord og middelalderen hyldes udi det pinlige.
Desuden viser DF med al tydelighed, at de påfører dig egenskaber, de selv praktiserer. Hvis vi byttede "Per Ramsdal" ud med "Pia Kjærsgaard" og "politiet" ud med "muslimer", gav dele af det ovenstående referat meget mere mening! Jeg mener, det kaldes projicering....
Og så skal du have ros for at kunne få en gudsforladt sjæl som jeg til at se lysere på Folkekirken. Tro mig, det er der ingen andre, der har kunnet!! :)
søndag den 28. juni 2009
Dying for Democracy - Iranian Issue.
How much responsibility do we have regarding the current situation in
Fact:
Admiral Mike Mullen stated in a IAEA report of Feb.19th that
This however has been rejected by Peter Crail, research analyst for the nonpartisan Arms Control Association, who determines that this amount is adequate to power a nuclear plant – and nothing more. To build a nuclear weapon, the uranium must be highly enriched.
Whether
Why claim this election to be democratic?
Fact:
The presidential election in
Prior to this, many candidates had been rejected. 1 of those was Rafat Bayat, (MP), and the rejection was based on the fact that she was a woman.
The opposition to Ahmadinejad was not allowed a proper campaign, e.g. through posters.
On the very night between the 12th and the 13th, the Iranian press announced the winner. This in a country with 71 million people, 46.2 million eligible voters – and a record election turnout of 85%…
In the days after the election, tens of thousands of people took the streets of Teheran, demonstrating against the apparent rig made by Ahmadinejad.
As rumor has it, the Hizbollah-militia, soldiers from Baluch and Zobal and azerians were called in. Whether this is true or not, it is clear that Ahmadinejad has been summoning the troops to protect his presidentship by beating and shooting the protesters. The internet and mobile net have undergone government control and journalists have been denied access, therefore there are no transparent numbers available on the results of the attacks.
Only because of civilian recordings and reports, it is estimated that: Hundreds have been arrested or gone missing, thousands have been injured (some of those taken in by the embassies of approx. 12 different countries) and death tolls have reached at least 45.
Iran
torsdag den 18. juni 2009
Looking behind the label
After years of working with refugees and immigrants, I would like to write a note in honour of Refugee Week, even though I am bound to repeat myself.
In the light of the current situation where the Danish Government and authorities is taking actions to expel our approx. 250 Iraqi asylum seekers, I would just like to say the following to the people who decide and act out cruelty on behalf of the danish people:
You sent our troops into a country to fight a war to protect our democratic rights. Even though this country never was a thread and never has attacked any of the Western communities - especially not Denmark. And even though it was not agreed on by the very conventions you yourself made and signed.
You lied to your people only to nurse the military and economic relationship between us and the United States of America.
You have attacked civilians in that country and behaved in a manner that is not in sync with the democracy and civilised ways you claim to preserve and protect.
You have been treating the refugees from that country in obvious, in-human manors, trapping them in asylum centers for years on end and breaking down the little integrity they may have had left from the years of oppression and war in the country from where they were born.
You decide on the safety in this country without attending expeditions or even respecting documents made from experts as the UNHCR which state that it is not safe for people to return. You also display your lack of knowledge about the cultures and clans of that country which is necessary to make such decisions.
You now continue to force families apart - now in plain sight. You do not even care to hide the fact that you have been seperating children from their parents for years, just because they landed in our country by chance, and got trapped between our rigid system and the poor conditions in the country you yourself helped to bring down.
Do you know that there is a diagnose (described in ICD-10) to cover the lack of empathy that you display?
You claim to take back Denmark? Here you go... you can have it...!
In the light of the current situation where the Danish Government and authorities is taking actions to expel our approx. 250 Iraqi asylum seekers, I would just like to say the following to the people who decide and act out cruelty on behalf of the danish people:
You sent our troops into a country to fight a war to protect our democratic rights. Even though this country never was a thread and never has attacked any of the Western communities - especially not Denmark. And even though it was not agreed on by the very conventions you yourself made and signed.
You lied to your people only to nurse the military and economic relationship between us and the United States of America.
You have attacked civilians in that country and behaved in a manner that is not in sync with the democracy and civilised ways you claim to preserve and protect.
You have been treating the refugees from that country in obvious, in-human manors, trapping them in asylum centers for years on end and breaking down the little integrity they may have had left from the years of oppression and war in the country from where they were born.
You decide on the safety in this country without attending expeditions or even respecting documents made from experts as the UNHCR which state that it is not safe for people to return. You also display your lack of knowledge about the cultures and clans of that country which is necessary to make such decisions.
You now continue to force families apart - now in plain sight. You do not even care to hide the fact that you have been seperating children from their parents for years, just because they landed in our country by chance, and got trapped between our rigid system and the poor conditions in the country you yourself helped to bring down.
Do you know that there is a diagnose (described in ICD-10) to cover the lack of empathy that you display?
You claim to take back Denmark? Here you go... you can have it...!
søndag den 7. juni 2009
Kvinde, det er også dit DK! Et skridt er taget, lad os så få taget fat på resten...
Endnu et demokratisk valg er overstået i Danmark. Vi har valgt, hvordan vi vil repræsenteres og præsenteres i udlandet – på godt og ondt.
Spørgsmålet er nu, om demokratiet altid har en indflydelse på nationale og internationale forhold, eller om det bruges som et skalkeskjul til manipulation. Dette er spørgsmål, som er umådeligt svære at svare på, medmindre man har direkte adgang til reel information, eftersom analyser og undersøgelser blot er analyser og undersøgelser.
Tag f.eks. spørgsmålet om kønsligestilling. Her er det lykkedes at stagnere problematikken siden 90'erne, så:
(Jeg har ikke direkte adgang til hver enkelte kvindes situation i Danmark, og derfor må jeg tage statistikerne i brug.)
1/ Selvom uddannelsesniveauet mellem mænd og kvinder ikke længere kan tages ind som argumentation, så er der stadig en betydelig forskel på lønniveauet mellem de 2 køn. Nu handler det om arbejdsfunktioner, omend også det argument har meget lidt relevans.
Det kan bl.a. nu, efter indførslen af kønsopdelt lønstatistik pr. jan. 2007, påvises, at kvinder i gennemsnit skal arbejde 2 – 3 mdr. mere for at nå samme løn som mænd indenfor samme stillingsbetegnelse.
Desuden er det påfaldende, at der stadig bruges betegnelser som ”bløde” og ”kvindelige” fag om de faggrupper i samfundet, der samtidig er nogle af de mest fysisk og psykisk belastende, undervurderede og underbetalte.
2/ I 2007 besad 328 kvinder topstillinger som administrerende - og tværgående direktører mod mændenes 5.382. Af de kvinder ligger langt de fleste i den lave ende af toplønnen.
3/ Kvindelige politikere er stadigt stærkt underrepræsenterede både i Folketinget og Kommunerne. I 2007 fyldte kvinderne 37% i Folketinget og 27% i Kommunerne.
4/ Det estimeres, at kun 1 ud af 20 sager om seksuel kriminalitet begået mod kvinder i Danmark rapporteres. Heraf fører kun 1 ud af 5 sager til en dom.
Dette pga., at kvinden ofte kriminaliseres i sagsbehandlingen og at sagsbehandlingen generelt er for belastende.
Desuden hersker der stadig en holdning om, at det er i orden, når kæresten eller ægtemanden forgriber sig på kvinden – både i de private hjem og i det offentlige regi.
5/ Danmark er det eneste land i Norden, som fuldt ud legaliserer sexkøb. Og på trods af det, anslås det, at 80% af prostitution foregår skjult – oftest pga. menneskehandel. Dvs. at Danmark muliggør overgreb på udenlandske kvinder, som pga. deres status ikke har nogle rettigheder til vores sociale sikkerhedsnet overhovedet.
Der findes ca. 5.000 kvindelige prostituerede i Danmark. Heraf er ca. halvdelen af udenlandsk oprindelse.
6/ Til gengæld er danske prinsesser nu ligestillet med prinser i forhold til arv af tronen – som de sidste i Norden. Valget omkring Tronfølgeloven betød ikke så meget for mig, da jeg er republikaner. Hvad der virkelig betyder noget er ovenstående.
Jeg går på ingen måde ind for hverken positiv særbehandling eller kønskvotering, og det er der nok heller ikke den store fare for, at vi kommer til at opleve lige med det samme. Men for pokker, vi er nødt til at komme ud af starthullerne, hvis vi ikke vil tillade en holdning om, at ”sådan er det bare”.
Måske vores forkæmpere skulle koncentrere sig om at undersøge levevilkår og sociale i forhold, i stedet for at føre kampen for, at vi må bade topløse i svømmehaller...
Kilder: SFI, Dansk Statistik, LO, Politiken, Information.
Spørgsmålet er nu, om demokratiet altid har en indflydelse på nationale og internationale forhold, eller om det bruges som et skalkeskjul til manipulation. Dette er spørgsmål, som er umådeligt svære at svare på, medmindre man har direkte adgang til reel information, eftersom analyser og undersøgelser blot er analyser og undersøgelser.
Tag f.eks. spørgsmålet om kønsligestilling. Her er det lykkedes at stagnere problematikken siden 90'erne, så:
(Jeg har ikke direkte adgang til hver enkelte kvindes situation i Danmark, og derfor må jeg tage statistikerne i brug.)
1/ Selvom uddannelsesniveauet mellem mænd og kvinder ikke længere kan tages ind som argumentation, så er der stadig en betydelig forskel på lønniveauet mellem de 2 køn. Nu handler det om arbejdsfunktioner, omend også det argument har meget lidt relevans.
Det kan bl.a. nu, efter indførslen af kønsopdelt lønstatistik pr. jan. 2007, påvises, at kvinder i gennemsnit skal arbejde 2 – 3 mdr. mere for at nå samme løn som mænd indenfor samme stillingsbetegnelse.
Desuden er det påfaldende, at der stadig bruges betegnelser som ”bløde” og ”kvindelige” fag om de faggrupper i samfundet, der samtidig er nogle af de mest fysisk og psykisk belastende, undervurderede og underbetalte.
2/ I 2007 besad 328 kvinder topstillinger som administrerende - og tværgående direktører mod mændenes 5.382. Af de kvinder ligger langt de fleste i den lave ende af toplønnen.
3/ Kvindelige politikere er stadigt stærkt underrepræsenterede både i Folketinget og Kommunerne. I 2007 fyldte kvinderne 37% i Folketinget og 27% i Kommunerne.
4/ Det estimeres, at kun 1 ud af 20 sager om seksuel kriminalitet begået mod kvinder i Danmark rapporteres. Heraf fører kun 1 ud af 5 sager til en dom.
Dette pga., at kvinden ofte kriminaliseres i sagsbehandlingen og at sagsbehandlingen generelt er for belastende.
Desuden hersker der stadig en holdning om, at det er i orden, når kæresten eller ægtemanden forgriber sig på kvinden – både i de private hjem og i det offentlige regi.
5/ Danmark er det eneste land i Norden, som fuldt ud legaliserer sexkøb. Og på trods af det, anslås det, at 80% af prostitution foregår skjult – oftest pga. menneskehandel. Dvs. at Danmark muliggør overgreb på udenlandske kvinder, som pga. deres status ikke har nogle rettigheder til vores sociale sikkerhedsnet overhovedet.
Der findes ca. 5.000 kvindelige prostituerede i Danmark. Heraf er ca. halvdelen af udenlandsk oprindelse.
6/ Til gengæld er danske prinsesser nu ligestillet med prinser i forhold til arv af tronen – som de sidste i Norden. Valget omkring Tronfølgeloven betød ikke så meget for mig, da jeg er republikaner. Hvad der virkelig betyder noget er ovenstående.
Jeg går på ingen måde ind for hverken positiv særbehandling eller kønskvotering, og det er der nok heller ikke den store fare for, at vi kommer til at opleve lige med det samme. Men for pokker, vi er nødt til at komme ud af starthullerne, hvis vi ikke vil tillade en holdning om, at ”sådan er det bare”.
Måske vores forkæmpere skulle koncentrere sig om at undersøge levevilkår og sociale i forhold, i stedet for at føre kampen for, at vi må bade topløse i svømmehaller...
Kilder: SFI, Dansk Statistik, LO, Politiken, Information.
mandag den 1. juni 2009
Vi fødes IKKE lige... Postyret om kongehuset.
Jeg er ikke royalist, men jeg er kvinde.
Nu har postyret om tronfølgeloven været blusset op i en uges tid, og hvor jeg i starten hældte imod en blank stemme, er jeg i dag mere overbevist om, at min stemme bliver "JA".
For mig at se, er ligestillingen mellem køn langt vigtigere end hvorvidt vi skal bo i en republik eller ej. I øvrigt er kvindernes kamp en, som vi har kæmpet meget længere - og stort set forgæves, og argumentet med, at vi alle skal fødes lige er varm luft.
For vi fødes IKKE lige. Som kvinde har du stadig ikke de samme rettigheder som mænd, heller ikke selvom vi bor i et "demokratisk", "udvilklet", "civiliseret" land som Danmark anno 2009! Og jeg er faktisk enormt skuffet over, at en meget stor del af republikanerne overtager denne begivendhed og undergraver den værdi, der egentlig ligger i valget d. 7. juni, på bekostning af en signalværdi.
Desuden finder jeg det bemærkelsesværdigt, at dem der har været agressivt ude og promovere republikken på dette valg, har været mænd...
Nu har postyret om tronfølgeloven været blusset op i en uges tid, og hvor jeg i starten hældte imod en blank stemme, er jeg i dag mere overbevist om, at min stemme bliver "JA".
For mig at se, er ligestillingen mellem køn langt vigtigere end hvorvidt vi skal bo i en republik eller ej. I øvrigt er kvindernes kamp en, som vi har kæmpet meget længere - og stort set forgæves, og argumentet med, at vi alle skal fødes lige er varm luft.
For vi fødes IKKE lige. Som kvinde har du stadig ikke de samme rettigheder som mænd, heller ikke selvom vi bor i et "demokratisk", "udvilklet", "civiliseret" land som Danmark anno 2009! Og jeg er faktisk enormt skuffet over, at en meget stor del af republikanerne overtager denne begivendhed og undergraver den værdi, der egentlig ligger i valget d. 7. juni, på bekostning af en signalværdi.
Desuden finder jeg det bemærkelsesværdigt, at dem der har været agressivt ude og promovere republikken på dette valg, har været mænd...
mandag den 18. maj 2009
Historien om en integrationsoverlever – et forsøg på en humoristisk tilgang.
70’erne.
Igennem 60’erne inviterede Danmark en stor gruppe mennesker op fra Tyrkiet og Jugoslavien grundet en stor mangel på arbejdskraft. Dette indtil Danmark indførte indvandrerstoppet fra tredielande i 1973 – det år jeg blev født. Lidt humoristisk kunne man tænke, at det var resultatet af et ’karmisk forsyn’, men ikke desto mindre, blev jeg, som er halvt koreansk, halvt ’soldat’, adopteret fra Korea til Danmark i 1974.
1973 var også året, hvor Glistrup fik ophævet sin parlamentariske immunitet, men han havde alligevel sin storhedstid, og dengang lød det fra den yderste højrefløj, at adoptivbørn da var velkomne her i landet – de måtte bare ikke formere sig.
Min mor kæmpede mod uvidenhed fra omgivelserne vedr. det faktum, at hendes barn ikke lignede hende. Det på trods af, at udenlandsk adoption ikke længere var en nyhed. På det tidspunkt var der ca. 3000 adoptivbørn af fremmed herkomst i landet.
Hun oplevede både den modbydelige og den ’venlige’ diskrimination, og hun fortæller gerne, med tilbageblikkets humor, om kvinden, der forfulgte hende, efter hun havde været nødt til at skælde mig ud i offentligheden – helt i spionfortællingernes ånd ved at lure bag hushjørner; om familiemedlemmet der spurgte, hvad hun dog ville med sådan en (han lærte dog at holde af mig!); om dengang hun blev spurgt af en fremmed kvinde på gaden, om jeg var ægte; om manden der kaldte mig en barbar-unge, fordi jeg kom til at ramme ham med min is; om børneudstyrsforhandleren, der gav hende en gratis seng, når hun nu havde gjort sådan en god gerning... om alle de fremmede mennesker, der følte sig forpligtede eller berettigede til at få en fyldig forklaring på mit ophav, og på hvordan jeg var endt i deres land
I alle de reglementer og råd, der ledte op til datidens adoption, forlød der intet om, hvordan man skulle guide sit barn og sig selv igennem den følelsesmæssige tumult, der ofte følger med at se anderledes ud end de fleste og i øvrigt ikke have fællestræk med sine nærmeste. Noget der heldigvis er opmærksomhed på i dag.
Alle disse oplevelser grundlagde en selvopfattelse, som var min følgesvend igennem barndommen og ungdommen – en klar bevidsthed om, at jeg ikke hørte til nogle steder. Og på den konto serverede jeg selv grundlaget til mobningen i børnehaven og skoletiden. Nå ja, dét, og så det faktum at jeg jo vitterligt VAR anderledes at se på.
Mit klareste minde er, at jeg konstant skulle forsvare at kalde mine forældre for mine forældre, nogle af de andre børn opfattede hurtigt, at hér var et ømt punkt, og ’dødsstødet var derfor ofte: ”Du har jo ingen rigtige forældre”. Faktisk red det mig som en mare – lige indtil den dag en lærer trak mig til side og sagde: ”Dine forældre har valgt dig. De andres har måtte tage dem, som de kom”.
Okay, det havde da også sine fordele at se ud som jeg: Ofte kunne jeg med lethed få overbevist mine mobbere om, at jeg havde det sorte bælte i karate, når nogle gik skridtet videre og blev fysiske eller truende. Allerede som barn fandt jeg hurtigt ud af, at mennesker, som ikke evner at respektere diversitet ofte heller ikke evner logik på andre områder.
Og det skal nævnes, at ikke alle udenlandske adoptivbørn havde det svært i skolen. Jeg har bestemt hørt om andre, hvor deres ’anderledeshed’ var en fordel, fordi folk beundrede det eksotiske islæt. Jeg var bare ikke så heldig, og jeg havde nok heller ikke attituden til at blive hyldet. Og uanset hvad, har de fleste af os levet med en skærpet opmærksomhed på vores udseende.
80’erne.
Pga. flygtningene som entrede Danmark i 70’erne og 80’erne fra især Vietnam, Iran og Libanon (og en meget human udlændingelov), var der en større mulighed for mig for at gemme mig i mængden. Jeg stod ikke længere frem som stødt tå. Til gengæld fik også jeg lov til at betale for den stigende utilfredshed og utryghed, der lød fra dele af det danske folk. For ikke nok med, at flygtningene fik cykler, krævede bolig og arbejde, og endda af og til forelskede sig i danske piger, så fandt man ud af, at også folk med mørkt hår og gylden lød godt kunne lide at leve sammen med deres familier. Det medførte at udlændingeloven blev strammet for første gang i 1986.
I det hele taget var tiden og debatterne et skillepunkt for alle, der var så frække at se anderledes ud og/eller tale et sprog vi andre ikke forstod. Som et ekko af Fremskridtspartiets røst blev det pludseligt legalt at tydeliggøre den utilfredshed – også til de mennesker, som ikke forstod, hvad der blev sagt, og det blev klart for også mig, at vi gik en turbulent tid i møde.
Oftere og oftere hørte jeg sætningen: ”… men det gælder selvfølgelig ikke dig. Du er jo vokset op i Danmark med danske forældre og værdier (hvilket var en halv sandhed, eftersom min far var svensk. Men det kunne jo ikke ses på ham…), og det var i øvrigt INGEN trøst.
For første gang oplevede jeg at blive tiltalt som ”perker” og prøvede sågar at blive afvist ved døren til et hjem, hvor en kammerat skulle hente noget, fordi ”beskidte koreanere ikke var velkomne”. At manden selv var fuld, skæv og fedtet til af flere ugers manglende bad, gjorde ikke ydmygelsen mindre.
Heldigvis levede den underbetonede fordomsfuldhed stadig, og den oplevede jeg nu som en mindre irritation end tidligere. Så når jeg blev rost for mine fine, danske sprogkundskaber, lærte jeg at smile. Jeg er senere blevet rådet af et familiemedlem til at påstå, at jeg endda kun har boet i landet i 3 mdr., og det råd har jeg fulgt!
90’erne.
Selvom jeg var en oprørsk teenager, valgte jeg alligevel at følge stemningen i samfundet, og for en stund blev Danmark en sorthåret fattigere.
Mine år i England gav mig en god bagage, og det gav mig også muligheden for at opleve total anonymitet. Her var der ingen, der undrede sig over mig. Bevares, de fordomsfulde trives også i Storbritannien, men deres store, imperialistiske begavelser havde altså en fordel for lille mig, og her fik jeg da i det mindste lov til at gå i fred, hvis jeg opførte mig ordentligt. Dog fik jeg øjnene op for de danske vendinger, jeg var vokset med; hvad jeg fandt naturligt at ytre vedr. folk med et anderledes udseende end ’leverpostej’ (og som jeg vitterligt ikke opfattede som racistisk) faldt bestemt ikke i god jord. Jeg lærte, via kontant ydmygelse og på den hårde måde, at ord som "Neger/Negro" på ingen måde var acceptabelt, og som kompensation skyndte jeg mig ud og fik en sort kæreste.
I England genfandt jeg min danskhed – og lidt ekstra blev tilføjet. Jeg kom de steder, som Danmark havde afmærket som sit. Dansk KFUM, den danske kirke (mest pga. maden) og de danske klubber udgjorde et trygt helle, når de store vidder blev for overvældende. Jeg blev glad, når jeg hørte det danske sprog blive talt, og jeg færdedes sammen med danskere, som jeg ikke kunne drømme om at spendere tid på derhjemme. Men de var jo danskere. I det hele taget brugte jeg de muligheder, som jeg af både de engelske og de danske myndigheder var blevet opfordret til at bruge som udenlandsdansker.
Kun i de tilfælde, hvor danske turister valgte at udnytte, hvor få i verden der forstår vores sprog ved at ydmyge befolkningen, blev jeg flov.
De eneste fordomme, jeg stødte på vedr. min status som dansker var forestillingerne om, at jeg var lettere promiskuøs. Jo, og så blev jeg enormt træt af at høre om bacon.
Imens jeg boltrede mig i min nyfundne frihed, stod Mellemøsten i brand og konflikterne i det tidligere Jugoslavien ulmede. Da tilstandene eksploderede, fik især krigene imellem ’Titos børn’ danskerne op ad sofaerne, for nu var rædslerne godt nok kommet tæt på. Mange havde jo lige været på ferie dernede… Tænk nu hvis…
De danske grænser og sind blev atter åbnet for en stund, en del nye flygtninge kom ind i landet, og jeg smuttede uset med.
Imens jeg ventede på at starte min gymnasiale uddannelse, ansøgte jeg om at blive frivillig besøgsven hos Dansk Røde Kors. Men det blev venligt afslået med følgende forklaring: ”Vi har dårlige erfaringer med at få de ældre til at åbne deres hjem for eksotiske mennesker”.
For nu skriver jeg godt nok, at sindene blev åbnet for en stund. Men måske skulle jeg tilføje, at det forholdt sig sådan, lige indtil det gik op for danskerne, at der også boede muslimer i det tidligere Jugoslavien – og at det rent faktisk var dem, som flygtede. Og hvis det forholdt sig sådan med dem, der lignede os af udseende, hvordan stod det så ikke til med dem, der var mørkere.
Millennium.
5 ting du oftest IKKE hører, når du bliver gift med en muslimsk mand:
1. Tillykke.
2. Er han dansk statsborger? (De fleste går bare ud fra, at det er han ikke.)
3. Sig til hvis du får brug for hjælp til proceduren mht. ophold.
4. Skal I ikke snart have børn?
5. Hvor må jeres familier være glade på jeres vegne.
Min (nu ex-)mand og jeg blev gift en god uge før årtusindeskiftet, og den ekstraordinære fejring heraf valgte han at tro var til ære for os, for hvis ingen andre kunne se vores lykke for det, det var, måtte vi selv give det et positivt spin.
Jeg indrømmer blankt, at vores ægteskab var både et tvangs- og fornuftægteskab, for hvis vi ville fortsætte med at leve sammen, så måtte vi en tur op på rådhuset. Han var nemlig flygtning, krigs- og torturoverlever fra Kosova.
Vi mødte hinanden på mit daværende studiejob, et internationalt mødested, hvor jeg gik til hånde som servitrice og sekretær. Det var en frivillig forening og bestod af en skøn sammenblanding af indvandrere, flygtninge, aktivister, socialt udstødte og hattedamer.
Idéen bag projektet var god. Alle nød godt af at have et fristed, hvor man kunne være sig selv. Men oftest var det at være sig selv ikke en udpræget fordel: Alt imens irakere sad side om side og hyggede sig med iranere, bosniere og kosova albanere med serbere, palæstinensere med israelere, tamiler med indere og tyrkere med kurdere, stod danskerne ude i køkkenet og skændtes. Interne stridigheder om ledelse, økonomi og formål fik huset til at gå nedenom og hjem – helt i den danske ånd.
Oveni dette følte jeg mig en kende alene i min kamp for at beholde min ægtemand i Danmark, så da jeg havde famlet mig frem og skaffet min mand ophold, både på egen hånd og med lidt hjælp fra enkelte ansatte ved Dansk Røde Kors, Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet (alle med dansk fornavn og sjovt klingende efternavn), valgte jeg at ride videre på den mentale succes og startede en rådgivning for integration sammen med en politiker.
Udgangspunktet var, at projektet skulle holde sig indenfor lokale rammer, og det skulle udelukkende handle om integration. Men den kom vi hurtigt til at æde igen, for langt de fleste henvendelser drejede sig om at få lov til at blive i landet overhovedet.
Erfaringer fra en rådgivning.
I feb. 2001, et halvt år før regeringsskiftet i Danmark (igen et karmisk forsyn?), åbnede vi dørene til den nye, uafhængige rådgivning. Og hermed startede en årrække, hvor en stor del af det personlige overskud blev brugt på at gennemleve hele følelsesregisteret – lige fra optimisme til forhåbning til fortvivlelse til dyb frustration og til decideret sorg.
Gang på gang nærmest trådte landets embedsmænd og –kvinder hinanden over tæerne i konkurrencen om ”kom-med-de-mest-absurde-udtalelser-og-beslutninger”. Til tider virkede det som om, hele landet var i en tilstand af mental nedsmeltning, og det var noget af en pinlig og anstrengende affære at skulle forklare beslutningsstrengen i vores lovgivning til vores nye borgere, uden selv at fremstå som en komplet idiot.
Hvordan skulle man forklare mennesker, at krigen i hjemlandet ikke var nok til at få asyl endsige midlertidigt ophold (de facto flygtningestatus blev i 2002 erstattet af beskyttelsesstatus)? Heller ikke selvom hjemlandet og de internationale myndigheder til tider nedlagde forbud mod en hjemsendelse, hvilket kunne resultere i, at dem der underskrev en frivillig hjemsendelse ikke fik lov til at udrejse men måtte blive i flygtningelejrene?
Hvordan skulle man forklare logikken i at sende opholdsansøgere ud på en rundrejse i det ganske land, til det der svarede til en ny adresse pr. halv- eller helår? Det var jo ikke fordi der fulgte en guide med, som kunne underholde med seværdigheder og kulturforskelle imellem Skagen og Gedser.
Hvordan skulle man forklare, at der ikke blev givet ophold, uden at ansøgeren var så nedbrudt fysisk eller psykisk, at de ikke kunne fungere uden intens medicinsk og/eller psykiatrisk indgriben – samtidig med at det sørme forventedes, at man efter en evt. modtagelse af status som opholdstager straks deltog i det danske samfund med alt hvad det indebar af sprogskole og aktivering/arbejde? I hvert tilfælde hvis de ville have udbetalt starthjælp.
Hvordan skulle man forklare børnene, at de ikke var ønskede her i landet, at de skulle vokse op i det, der mest af alt lignede et fængsel, at de skulle bevidne deres forældres totale degenerering, at der i det offentlige system ofte ikke var penge eller vilje til professionel tolkning, og at de (udover at skulle formidle deres egne problemer i skolen til 3-partssamtaler) kunne risikere at skulle sidde og oversætte intime detaljer om deres forældres fysiske og psykiske sygdomme – alt det helst uden at blive skadet, så de kunne bevare respekten for forældrene og agere mønsterborgere, når samtalen og proceduren var slut?
Og hvordan skulle man forklare en beslutning om, at far eller mor ikke fik lov til at leve med deres børn? Eller at søskende blev adskilt ved magt i nattens mulm og mørke og tvunget til at leve i uvished om hinandens eksistens? Ikke pga. den diktaturstat, de flygtede fra, men pga. et modtagerlands massepsykose, hvor den daværende minister for Flygtninge, Indvandrere og Integration trøstende forklarede, at der nu fandtes gode rejsemuligheder, hvis de ville ses.
Når man en gang har oplevet at sidde med en mor, som måtte forlade det barn, hun stadig ammede, samtidig med at Danmark var mere optaget af at tegne tegninger og finde på nye skældsord mod det, vi ikke forstod, men som vi partout skulle have lov til at udtale, var det ikke just kærligheden til fædrelandet, der fyldte.
Mit ordforråd rakte ikke til en sandsynlig forklaring. Og jeg fik heller ikke lov. Som de fleste andre af fremmed herkomst, har jeg fået besked på at holde min kæft eller smutte, hvis jeg offentligt har blandet mig i samfundsmæssige forhold.
Nu handler det om at forberede mine egne børn på, at tilstanden i Danmark ikke ser ud til at ændre sig foreløbig, og at de derfor er nødt til at ruste sig til en ny kamp for de rettigheder, de tabte, da de blev født af forældre, som ikke må eller vil kalde Danmark for deres. De er nødt til at forberede sig på, at de med deres albansk-koreansk-amerikansk-svensk-danske ophav vil blive opfattet som nationalitetsløse, og de er nødt til at trække det positive frem fra de vilkår.
Jeg har 3 bud på, hvordan det gøres:
1. Når de ikke kan ’k(l)assificeres’ pr. nationalitet, så er det godt, at de er dem selv!
2. Danmark har gjort det til en fordel IKKE at have lyst hår, blå øjne og et rødbedefarvet pas med skriften ”DK”, når de skal ud at rejse!
3. Vi er styret rent fri af indavl!
Igennem 60’erne inviterede Danmark en stor gruppe mennesker op fra Tyrkiet og Jugoslavien grundet en stor mangel på arbejdskraft. Dette indtil Danmark indførte indvandrerstoppet fra tredielande i 1973 – det år jeg blev født. Lidt humoristisk kunne man tænke, at det var resultatet af et ’karmisk forsyn’, men ikke desto mindre, blev jeg, som er halvt koreansk, halvt ’soldat’, adopteret fra Korea til Danmark i 1974.
1973 var også året, hvor Glistrup fik ophævet sin parlamentariske immunitet, men han havde alligevel sin storhedstid, og dengang lød det fra den yderste højrefløj, at adoptivbørn da var velkomne her i landet – de måtte bare ikke formere sig.
Min mor kæmpede mod uvidenhed fra omgivelserne vedr. det faktum, at hendes barn ikke lignede hende. Det på trods af, at udenlandsk adoption ikke længere var en nyhed. På det tidspunkt var der ca. 3000 adoptivbørn af fremmed herkomst i landet.
Hun oplevede både den modbydelige og den ’venlige’ diskrimination, og hun fortæller gerne, med tilbageblikkets humor, om kvinden, der forfulgte hende, efter hun havde været nødt til at skælde mig ud i offentligheden – helt i spionfortællingernes ånd ved at lure bag hushjørner; om familiemedlemmet der spurgte, hvad hun dog ville med sådan en (han lærte dog at holde af mig!); om dengang hun blev spurgt af en fremmed kvinde på gaden, om jeg var ægte; om manden der kaldte mig en barbar-unge, fordi jeg kom til at ramme ham med min is; om børneudstyrsforhandleren, der gav hende en gratis seng, når hun nu havde gjort sådan en god gerning... om alle de fremmede mennesker, der følte sig forpligtede eller berettigede til at få en fyldig forklaring på mit ophav, og på hvordan jeg var endt i deres land
I alle de reglementer og råd, der ledte op til datidens adoption, forlød der intet om, hvordan man skulle guide sit barn og sig selv igennem den følelsesmæssige tumult, der ofte følger med at se anderledes ud end de fleste og i øvrigt ikke have fællestræk med sine nærmeste. Noget der heldigvis er opmærksomhed på i dag.
Alle disse oplevelser grundlagde en selvopfattelse, som var min følgesvend igennem barndommen og ungdommen – en klar bevidsthed om, at jeg ikke hørte til nogle steder. Og på den konto serverede jeg selv grundlaget til mobningen i børnehaven og skoletiden. Nå ja, dét, og så det faktum at jeg jo vitterligt VAR anderledes at se på.
Mit klareste minde er, at jeg konstant skulle forsvare at kalde mine forældre for mine forældre, nogle af de andre børn opfattede hurtigt, at hér var et ømt punkt, og ’dødsstødet var derfor ofte: ”Du har jo ingen rigtige forældre”. Faktisk red det mig som en mare – lige indtil den dag en lærer trak mig til side og sagde: ”Dine forældre har valgt dig. De andres har måtte tage dem, som de kom”.
Okay, det havde da også sine fordele at se ud som jeg: Ofte kunne jeg med lethed få overbevist mine mobbere om, at jeg havde det sorte bælte i karate, når nogle gik skridtet videre og blev fysiske eller truende. Allerede som barn fandt jeg hurtigt ud af, at mennesker, som ikke evner at respektere diversitet ofte heller ikke evner logik på andre områder.
Og det skal nævnes, at ikke alle udenlandske adoptivbørn havde det svært i skolen. Jeg har bestemt hørt om andre, hvor deres ’anderledeshed’ var en fordel, fordi folk beundrede det eksotiske islæt. Jeg var bare ikke så heldig, og jeg havde nok heller ikke attituden til at blive hyldet. Og uanset hvad, har de fleste af os levet med en skærpet opmærksomhed på vores udseende.
80’erne.
Pga. flygtningene som entrede Danmark i 70’erne og 80’erne fra især Vietnam, Iran og Libanon (og en meget human udlændingelov), var der en større mulighed for mig for at gemme mig i mængden. Jeg stod ikke længere frem som stødt tå. Til gengæld fik også jeg lov til at betale for den stigende utilfredshed og utryghed, der lød fra dele af det danske folk. For ikke nok med, at flygtningene fik cykler, krævede bolig og arbejde, og endda af og til forelskede sig i danske piger, så fandt man ud af, at også folk med mørkt hår og gylden lød godt kunne lide at leve sammen med deres familier. Det medførte at udlændingeloven blev strammet for første gang i 1986.
I det hele taget var tiden og debatterne et skillepunkt for alle, der var så frække at se anderledes ud og/eller tale et sprog vi andre ikke forstod. Som et ekko af Fremskridtspartiets røst blev det pludseligt legalt at tydeliggøre den utilfredshed – også til de mennesker, som ikke forstod, hvad der blev sagt, og det blev klart for også mig, at vi gik en turbulent tid i møde.
Oftere og oftere hørte jeg sætningen: ”… men det gælder selvfølgelig ikke dig. Du er jo vokset op i Danmark med danske forældre og værdier (hvilket var en halv sandhed, eftersom min far var svensk. Men det kunne jo ikke ses på ham…), og det var i øvrigt INGEN trøst.
For første gang oplevede jeg at blive tiltalt som ”perker” og prøvede sågar at blive afvist ved døren til et hjem, hvor en kammerat skulle hente noget, fordi ”beskidte koreanere ikke var velkomne”. At manden selv var fuld, skæv og fedtet til af flere ugers manglende bad, gjorde ikke ydmygelsen mindre.
Heldigvis levede den underbetonede fordomsfuldhed stadig, og den oplevede jeg nu som en mindre irritation end tidligere. Så når jeg blev rost for mine fine, danske sprogkundskaber, lærte jeg at smile. Jeg er senere blevet rådet af et familiemedlem til at påstå, at jeg endda kun har boet i landet i 3 mdr., og det råd har jeg fulgt!
90’erne.
Selvom jeg var en oprørsk teenager, valgte jeg alligevel at følge stemningen i samfundet, og for en stund blev Danmark en sorthåret fattigere.
Mine år i England gav mig en god bagage, og det gav mig også muligheden for at opleve total anonymitet. Her var der ingen, der undrede sig over mig. Bevares, de fordomsfulde trives også i Storbritannien, men deres store, imperialistiske begavelser havde altså en fordel for lille mig, og her fik jeg da i det mindste lov til at gå i fred, hvis jeg opførte mig ordentligt. Dog fik jeg øjnene op for de danske vendinger, jeg var vokset med; hvad jeg fandt naturligt at ytre vedr. folk med et anderledes udseende end ’leverpostej’ (og som jeg vitterligt ikke opfattede som racistisk) faldt bestemt ikke i god jord. Jeg lærte, via kontant ydmygelse og på den hårde måde, at ord som "Neger/Negro" på ingen måde var acceptabelt, og som kompensation skyndte jeg mig ud og fik en sort kæreste.
I England genfandt jeg min danskhed – og lidt ekstra blev tilføjet. Jeg kom de steder, som Danmark havde afmærket som sit. Dansk KFUM, den danske kirke (mest pga. maden) og de danske klubber udgjorde et trygt helle, når de store vidder blev for overvældende. Jeg blev glad, når jeg hørte det danske sprog blive talt, og jeg færdedes sammen med danskere, som jeg ikke kunne drømme om at spendere tid på derhjemme. Men de var jo danskere. I det hele taget brugte jeg de muligheder, som jeg af både de engelske og de danske myndigheder var blevet opfordret til at bruge som udenlandsdansker.
Kun i de tilfælde, hvor danske turister valgte at udnytte, hvor få i verden der forstår vores sprog ved at ydmyge befolkningen, blev jeg flov.
De eneste fordomme, jeg stødte på vedr. min status som dansker var forestillingerne om, at jeg var lettere promiskuøs. Jo, og så blev jeg enormt træt af at høre om bacon.
Imens jeg boltrede mig i min nyfundne frihed, stod Mellemøsten i brand og konflikterne i det tidligere Jugoslavien ulmede. Da tilstandene eksploderede, fik især krigene imellem ’Titos børn’ danskerne op ad sofaerne, for nu var rædslerne godt nok kommet tæt på. Mange havde jo lige været på ferie dernede… Tænk nu hvis…
De danske grænser og sind blev atter åbnet for en stund, en del nye flygtninge kom ind i landet, og jeg smuttede uset med.
Imens jeg ventede på at starte min gymnasiale uddannelse, ansøgte jeg om at blive frivillig besøgsven hos Dansk Røde Kors. Men det blev venligt afslået med følgende forklaring: ”Vi har dårlige erfaringer med at få de ældre til at åbne deres hjem for eksotiske mennesker”.
For nu skriver jeg godt nok, at sindene blev åbnet for en stund. Men måske skulle jeg tilføje, at det forholdt sig sådan, lige indtil det gik op for danskerne, at der også boede muslimer i det tidligere Jugoslavien – og at det rent faktisk var dem, som flygtede. Og hvis det forholdt sig sådan med dem, der lignede os af udseende, hvordan stod det så ikke til med dem, der var mørkere.
Millennium.
5 ting du oftest IKKE hører, når du bliver gift med en muslimsk mand:
1. Tillykke.
2. Er han dansk statsborger? (De fleste går bare ud fra, at det er han ikke.)
3. Sig til hvis du får brug for hjælp til proceduren mht. ophold.
4. Skal I ikke snart have børn?
5. Hvor må jeres familier være glade på jeres vegne.
Min (nu ex-)mand og jeg blev gift en god uge før årtusindeskiftet, og den ekstraordinære fejring heraf valgte han at tro var til ære for os, for hvis ingen andre kunne se vores lykke for det, det var, måtte vi selv give det et positivt spin.
Jeg indrømmer blankt, at vores ægteskab var både et tvangs- og fornuftægteskab, for hvis vi ville fortsætte med at leve sammen, så måtte vi en tur op på rådhuset. Han var nemlig flygtning, krigs- og torturoverlever fra Kosova.
Vi mødte hinanden på mit daværende studiejob, et internationalt mødested, hvor jeg gik til hånde som servitrice og sekretær. Det var en frivillig forening og bestod af en skøn sammenblanding af indvandrere, flygtninge, aktivister, socialt udstødte og hattedamer.
Idéen bag projektet var god. Alle nød godt af at have et fristed, hvor man kunne være sig selv. Men oftest var det at være sig selv ikke en udpræget fordel: Alt imens irakere sad side om side og hyggede sig med iranere, bosniere og kosova albanere med serbere, palæstinensere med israelere, tamiler med indere og tyrkere med kurdere, stod danskerne ude i køkkenet og skændtes. Interne stridigheder om ledelse, økonomi og formål fik huset til at gå nedenom og hjem – helt i den danske ånd.
Oveni dette følte jeg mig en kende alene i min kamp for at beholde min ægtemand i Danmark, så da jeg havde famlet mig frem og skaffet min mand ophold, både på egen hånd og med lidt hjælp fra enkelte ansatte ved Dansk Røde Kors, Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet (alle med dansk fornavn og sjovt klingende efternavn), valgte jeg at ride videre på den mentale succes og startede en rådgivning for integration sammen med en politiker.
Udgangspunktet var, at projektet skulle holde sig indenfor lokale rammer, og det skulle udelukkende handle om integration. Men den kom vi hurtigt til at æde igen, for langt de fleste henvendelser drejede sig om at få lov til at blive i landet overhovedet.
Erfaringer fra en rådgivning.
I feb. 2001, et halvt år før regeringsskiftet i Danmark (igen et karmisk forsyn?), åbnede vi dørene til den nye, uafhængige rådgivning. Og hermed startede en årrække, hvor en stor del af det personlige overskud blev brugt på at gennemleve hele følelsesregisteret – lige fra optimisme til forhåbning til fortvivlelse til dyb frustration og til decideret sorg.
Gang på gang nærmest trådte landets embedsmænd og –kvinder hinanden over tæerne i konkurrencen om ”kom-med-de-mest-absurde-u
Hvordan skulle man forklare mennesker, at krigen i hjemlandet ikke var nok til at få asyl endsige midlertidigt ophold (de facto flygtningestatus blev i 2002 erstattet af beskyttelsesstatus)? Heller ikke selvom hjemlandet og de internationale myndigheder til tider nedlagde forbud mod en hjemsendelse, hvilket kunne resultere i, at dem der underskrev en frivillig hjemsendelse ikke fik lov til at udrejse men måtte blive i flygtningelejrene?
Hvordan skulle man forklare logikken i at sende opholdsansøgere ud på en rundrejse i det ganske land, til det der svarede til en ny adresse pr. halv- eller helår? Det var jo ikke fordi der fulgte en guide med, som kunne underholde med seværdigheder og kulturforskelle imellem Skagen og Gedser.
Hvordan skulle man forklare, at der ikke blev givet ophold, uden at ansøgeren var så nedbrudt fysisk eller psykisk, at de ikke kunne fungere uden intens medicinsk og/eller psykiatrisk indgriben – samtidig med at det sørme forventedes, at man efter en evt. modtagelse af status som opholdstager straks deltog i det danske samfund med alt hvad det indebar af sprogskole og aktivering/arbejde? I hvert tilfælde hvis de ville have udbetalt starthjælp.
Hvordan skulle man forklare børnene, at de ikke var ønskede her i landet, at de skulle vokse op i det, der mest af alt lignede et fængsel, at de skulle bevidne deres forældres totale degenerering, at der i det offentlige system ofte ikke var penge eller vilje til professionel tolkning, og at de (udover at skulle formidle deres egne problemer i skolen til 3-partssamtaler) kunne risikere at skulle sidde og oversætte intime detaljer om deres forældres fysiske og psykiske sygdomme – alt det helst uden at blive skadet, så de kunne bevare respekten for forældrene og agere mønsterborgere, når samtalen og proceduren var slut?
Og hvordan skulle man forklare en beslutning om, at far eller mor ikke fik lov til at leve med deres børn? Eller at søskende blev adskilt ved magt i nattens mulm og mørke og tvunget til at leve i uvished om hinandens eksistens? Ikke pga. den diktaturstat, de flygtede fra, men pga. et modtagerlands massepsykose, hvor den daværende minister for Flygtninge, Indvandrere og Integration trøstende forklarede, at der nu fandtes gode rejsemuligheder, hvis de ville ses.
Når man en gang har oplevet at sidde med en mor, som måtte forlade det barn, hun stadig ammede, samtidig med at Danmark var mere optaget af at tegne tegninger og finde på nye skældsord mod det, vi ikke forstod, men som vi partout skulle have lov til at udtale, var det ikke just kærligheden til fædrelandet, der fyldte.
Mit ordforråd rakte ikke til en sandsynlig forklaring. Og jeg fik heller ikke lov. Som de fleste andre af fremmed herkomst, har jeg fået besked på at holde min kæft eller smutte, hvis jeg offentligt har blandet mig i samfundsmæssige forhold.
Nu handler det om at forberede mine egne børn på, at tilstanden i Danmark ikke ser ud til at ændre sig foreløbig, og at de derfor er nødt til at ruste sig til en ny kamp for de rettigheder, de tabte, da de blev født af forældre, som ikke må eller vil kalde Danmark for deres. De er nødt til at forberede sig på, at de med deres albansk-koreansk-amerikans
Jeg har 3 bud på, hvordan det gøres:
1. Når de ikke kan ’k(l)assificeres’ pr. nationalitet, så er det godt, at de er dem selv!
2. Danmark har gjort det til en fordel IKKE at have lyst hår, blå øjne og et rødbedefarvet pas med skriften ”DK”, når de skal ud at rejse!
3. Vi er styret rent fri af indavl!
Abonner på:
Indlæg (Atom)
_edited.jpg)
