Frygten for at blive forladt.

Frygten for at blive forladt ligger dybt forankret hos de fleste. Især frygten for at blive forladt af årsager, vi ikke selv er herre over. Og i visse tilfælde kan det udvikle sig til en regulær angst, og det er der, det ofte går galt. For hvor går grænsen mellem at virke ligegyldig eller kvælende egentlig i forhold til den enkelte person? Og hvad kan vi forvente af vores partnere?

Jeg lever selv med en sygdom, som potentielt kan støde mennesker fra mig, fordi det kræver stor forståelse og tålmodighed at befinde sig i min nære kreds. Det er ligeledes hårdt at leve med frygten for at belaste mine omgivelser - ikke mindst min kæreste, fordi han ikke har en familiær forpligtelse til at elske og drage omsorg for mig.

Der er mange aspekter og sider af en sygdom.

Jeg tror, at en historie som Kamilla Bech Holtens, og mange andre menneskers, kan medføre, at mange vælger at lægge låg på de følelser, der følger med at være syg. Og det er der, at tabu'er opstår.

Derfor er debatten meget, meget vigtig. Tak for den!

Mens de venter.

Alt imens 800 flygtninge venter på 5., 6., 7., og 8. år på Danmarks asylcentre,

så kunne vi måske tænke over, grunden til, at de ikke har fået ophold i andedammen?


Det største problem Danmark har i forhold til konventionerne er, at asyl kun gives til personer, der er forfulgt. Dette defineres så i Danmark således, at der skal foreligge en efterlysning fra det pågældende land.
Asylansøgeren skal altså være retsforfulgt af et land, der har dødsstraf eller tortur.

Etnisk eller religiøs forfølgelse accepteres IKKE i Danmark som et gyldigt grundlag på sigt. Det samme gælder personer, der har måtte flygte fra dogmer i den enkelte familie.
Og det er så her, mange af misforståelserne opstår hos danskerne i forhold til vores retssystem. De færreste danskere ved, hvordan den danske stat definerer begrebet "forfølgelse", og at vi forlanger dokumentation af europæisk standart, hvilket i mine øjne er urimeligt.

Noget tilsvarende ser man, når der skal meldes opholdstilladelse (nærmere betegnet 'humanitært'), som er det eneste, der gives i dag.
Psykiske og fysiske sygdomme skal være livstruende her og nu. Kroniske sygdomme accepteres ikke, selvom de kan medføre død ved tilbagesendelse pga. mangel på pleje og medicin.



Dette kolliderer altså med UNHCR's og UNMIK's definitioner af samme begreber, som de udreder udfra det enkelte, krigshærgede lands infrastruktur og sociale struktur.

Mennesker sidder altså i klemme pga. uenighed om definitioner af begreber.

Og så må spørgsmålet lyde:

Skal Danmark indrette sine begreber efter konventionerne, eller skal konventionerne indrettes efter Danmarks manglende vilje?

Diktatorisk retorik - også i DK?

Jeg har tænkt meget over, hvilke mekanismer, der er i spil, når partiledere skal holde skaren i skak.

Efter at livet for mennesket ikke blot handlede om mad i maven, har det handlet om magt - ikke bare over eget liv, men også over grænser.

Hvis vi ser på tidligere tiders diktatorer, så har de alle brugt skræmme-retorik til at holde styr på mængden indenfor landegrænserne.

Tag f.eks. Tito. Stadig meget elsket af de fleste i Ex-Jugoslavien! Men faktum er, at han fremstillede sig selv som redningsmand for de svage. Han lod sig hylde, som den person, der beskyttede de forskellige folkeslag mod hinanden. Kosovarere, Serbere, Bosniere, Makedonere, Montenegrinere, Kroatere, Slovenere og Vojvodinere blev alle lovet beskyttelse mod de farlige andre. I det samme land... Den eneste overlevelse var total loyalitet mod deres leder.

Og det lykkedes faktisk Tito at yde så meget til de forskellige regioner - alt det "de onde andre" ikke undte dem - at hans løfter blev holdt. Der var stort set ro indtil hans død.

På den måde kan der spilles på mange hundrede års had og frygt. Og samtidig med afholder man folk fra at "rejse ud" for at se, om postulaterne nu også holder stik.

På den måde kan man lukke øjnene på sit folk overfor de rædsler, som lederen FAKTISK udøver. Og så er det inderligt ligegyldigt, om det går ud over børn og syge... De er jo farlige for det vaklende samfund...

Hvad kan vi forlange af nye borgere?

Problemet bunder nok i, at den Danske stat endnu ikke har udreddet, hvad den egentlig vil med nye borgere. Handler det humanitære eller om produktionsvenlige årsager?

Men faktum er, at den største tilstrømning kommer fra krigshærgede lande, enten som kvoteflygtninge eller som grænse-overløbere.
Og proceduren er i dag som følger:

En traumtiseret flygtning sendes til Sandholmlejren, hvor der søges asyl. Dette afvises i ca. 95% af tilfældene, men ansøgningerne ryger automatisk over og bliver behandlet under reglerne for opholdstilladelse. (De resterende bliver afslået og kommer til behandling i Flygtningenævnet.)

Derpå sendes de ud på en længere rundrejse til landets asylcentre. De fleste har boet på 5 - 6 forskellige centre, sket i takt med, at de fleste centre lukkes ned.

I Udlændingeservice afvises ansøgninger om opholdstilladelse så gentagne gange. Dette går der mange år med, eftersom modtagelandene via UNHCR nægter eller er frarådet at modtage de afviste flygtninge.

HVIS det lykkedes at få ophold i dag, så sker det oftest med Udlændingelovens § 9 b stk 2 nr. 4 - opholdstilladelse pga. helbredsmæssige og humanitære årsager.

Dvs., at den er meldt pga. fysisk eller psykisk sygdom i graverende grad.

Herefter sendes de ud i den valgte kommune.

Og så forventes det, at disse mennesker deltager i de forskellige tiltag til integration fra dansk side. Sprogskole, praktik o.lign. Samtidig med, at vi spiser dem af med en startydelse.

Vi kan ikke forlange, at de skal være nedbrudte og ødelagte for at få ophold her, og samtidig forvente, at de smerte- og gnidningsfrit ud-sluses i det danske samfund, så snart de har fået papirer.

Mange er stærke og kommer ovenpå igen. Men en del bliver aldrig hele mennesker og har ikke overskud til at sætte sig ind i de danske samfundsforhold, som det f.eks. kræves i den nye test.

Hvad skal DE gøre?

Er DU racist?

Hvad er "politisk korrekthed"?

Er det en form for "hensynssyge", som vi har adopteret fra USA? Er det et tegn på en overvejende demokratisk tankegang? Er det en følge af, at vi "overtager" positive eller neutrale ord og giver dem en negativ værdiladning i vores daglige sprog? Er det eufemismer for de romantiske? Eller lever vi et tabu-belagt liv, som er påvirket af religion?

Jeg kan ikke gennemskue, om vi faktisk kan udelukke årsagerne fra hinanden. Min teori er, at den især florerer i vestlige, multi-etniske samfund som følge af undertrykkelse af minoriteter. USA og Tyskland har f.eks. en begrænsning i historien, som de er nødt til at nedtone i menneskets bevidsthed.

Giver det så frit spil for de grupper, de tidligere undertrykte, der har måtte kæmpe sig til en ligeværdig plads i samfundet?
Psykologisk set følger en nødvendig pendul-effekt i den undertryktes sind, hvor friheden ofte skal udnyttes i ekstrem grad. Men kan det føre til, at den tidligere undertrykte på den vis kan fastholde sig selv i offerrollen - kan det føre til en form for contra-undertrykkelse? Og hvor lang tid tager det, før tilgivelsen og/eller glemslen sætter ind?

Der er ca. lige så mange svar, som der er mennesker, der funderer og føler. Ord og betegnelser bliver opdelt i definitioner: oprindelig betydning, retslig betydning, social betydning, national/international betydning osv. Vores sprognævn må følge udviklingen i sproget og betydningen ændres.

Tag f.eks. ordet "racisme": Oprindeligt dækkede det Joseph-Arthur, comte de Gobineaus teori fra 1800-tallet om den hvide races overlegenhed. Derefter tilføjede Hitler antisemitisme i sin racelære. Det er herefter blevet udvidet til også at dække undertrykkelse af al etnisk herkomst, så kultur og religion og derefter sexuel orientering. Derfor lyder straffelovens §266b ( Racismeparagraffen, Link: http://www.retsinfo.dk/_LINK_0/0&ACCN/A20060100029 ):

§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Det er desuden bredt acceptabelt at anvende begrebet overfor personer, der kritiserer politiske grupper.

Man kan ergo være racist overfor andre af egen race.

Men selvom vi, i den politiske korrektheds navn, er beskyttet i en retslig henseende, så bliver stort set ingen dømt for racistiske udtalelser eller handlinger. Heller ikke selvom ordet fylder meget i vores daglige tale.

Er det vores egen skyld, fordi vi har udvandet begrebet? Eller er det fordi vi trods alt ikke er så politisk korrekte, så racistiske udtalelser i dag er bredt accepterede?

Måske fungerer den, i forhold til "racisme", kun i internationale henseender?

Hvem kan, i det hele taget, finde beskyttelse i politisk korrekthed?



Ja JEG er forvirret...

Dansk integration i udlandet?

Hvordan forholder danskerne sig anderledes end vores egne nytilkomne, når VI opholder os i udlandet?
Hvad om vi så lidt på danskeres bevæggrunde/motiver for at flytte fra Danmark. Og hvordan bliver VI modtaget i udlandet - hvordan foregår vores integration udenfor "andedammen"? Her tænker jeg på de danske enklaver rundt omkring i verden, hvor ALT er dansk: gadenavne, forretninger, ja der findes sågar danske skoler, så børnene lærer deres modersmål.

Er det acceptabelt med dansk nationalitets-følelse i udlandet, mere end det er acceptabelt med et multi-kulturelt Danmark?

Der findes i øvrigt fordomme om danskerne, og disse er desværre blevet tydeligere opridsede de seneste år. Og så kunne det være interessant at vide, hvordan andre lande tackler integration af danskere med det in mente.

I forhold til cost/benefit lyder argumentet: Jamen vi belaster ikke andres systemer.

At vi ikke koster i sociale ydelser handler nok om, at vi ikke er flygtninge men ofte flytter ud som ret velhavende. Ofte handler det om skattely des lige.

Nationalitetsfølelser opstår ikke før, at man får en fornemmelse for ligeværdighed og tilhørsforhold - eller hvis man bliver presset til det modsatte. Konsekvensen af Danmarks håndtering af nytilkomne på er, at det er sværere for dem at opbygge en dansk identitet, hvis de konstant bliver påmindet om, at der ikke er plads til dem her. Og hvis de konstant skal høre, at de ikke har samme værdi, som den oprindelige befolkning, udelukkende på baggrund af diversitet.

Derfor mener jeg, at tvungen assimilation = arrogance.

Jeg anser et krav om assimilation som respektløst, samt at det bunder i usikkerhed fra modtagerlandets side. Ensretning heller aldrig fordret bedre forståelse.


Relevante links:
http://www.oresunddirekt.com/news.aspx?type=news&id=39891

http://da.wikipedia.org/wiki/Danske_indvandrere_i_Argentina

http://braadthomsen.tripod.com/id135.html

http://www.fdm-travel.dk/usa/rejser/usa.bent.asp

http://www.dankirkeny.org/

http://www.dendanskepioneer.com/dansk/rejsen.html

http://www.danes.dk/index.dsp?area=881 (opdragelsesanstalt...???)

http://www.danfolk.co.uk/

http://www.emu.dk/gsk/fag/kri/tema/kirke/index.html

Har du forstået budskabet?

Tolkning af div. værker er ofte oppe til debat. Især i forbindelse med de religiøse værker: Koranen og Bibelen.

Dette har fået mig til at spekulere over, hvor meget vi kan bygge en forståelse op omkring en oversættelse. Er oversættelsen en tolkning i sig selv? Hvor meget går i øvrigt tabt i oversættelser, så som vinkler og ladninger?

Eks.: Hvor mange herinde kan arabisk, aramæisk, latin eller hebraisk, så de kan påstå, at være tættest på at have forstået budskaberne i hhv. Koranen og Bibelen?

Enkelte af underviserne på mit uddannelsessted krævede, at vi læste de tyske, engelske og franske værker i original udformning og på originalsproget. Men hvis de havde ret i deres bekymring vedr. oversættelser, må det have betydet, at vores gennemgang af f.eks. de russiske og oldgræske værker var decideret mangelfuld. Og jeg mener stadig, at jeg fik en bedre forståelse af f.eks. "L´Etre et le Néant", da overskriften i stedet hed "Væren og Intet"!

Når vi så oveni købet står overfor den hurdle at skulle tolke fortolkninger, i et debatforum hvor alle er anonyme, og uden at have den luksus at kunne høre tonen og se ansigtsudtrykket, hvor meget vægt skal vi lægge i udsagn, hvor der er gjort brug af oversættelser, tolkninger og fortolkninger, for at kunne påstå, at NU har vi forstået budskabet?