mandag den 18. maj 2009

Historien om en integrationsoverlever – et forsøg på en humoristisk tilgang.

70’erne.

Igennem 60’erne inviterede Danmark en stor gruppe mennesker op fra Tyrkiet og Jugoslavien grundet en stor mangel på arbejdskraft. Dette indtil Danmark indførte indvandrerstoppet fra tredielande i 1973 – det år jeg blev født. Lidt humoristisk kunne man tænke, at det var resultatet af et ’karmisk forsyn’, men ikke desto mindre, blev jeg, som er halvt koreansk, halvt ’soldat’, adopteret fra Korea til Danmark i 1974.
1973 var også året, hvor Glistrup fik ophævet sin parlamentariske immunitet, men han havde alligevel sin storhedstid, og dengang lød det fra den yderste højrefløj, at adoptivbørn da var velkomne her i landet – de måtte bare ikke formere sig.

Min mor kæmpede mod uvidenhed fra omgivelserne vedr. det faktum, at hendes barn ikke lignede hende. Det på trods af, at udenlandsk adoption ikke længere var en nyhed. På det tidspunkt var der ca. 3000 adoptivbørn af fremmed herkomst i landet.
Hun oplevede både den modbydelige og den ’venlige’ diskrimination, og hun fortæller gerne, med tilbageblikkets humor, om kvinden, der forfulgte hende, efter hun havde været nødt til at skælde mig ud i offentligheden – helt i spionfortællingernes ånd ved at lure bag hushjørner; om familiemedlemmet der spurgte, hvad hun dog ville med sådan en (han lærte dog at holde af mig!); om dengang hun blev spurgt af en fremmed kvinde på gaden, om jeg var ægte; om manden der kaldte mig en barbar-unge, fordi jeg kom til at ramme ham med min is; om børneudstyrsforhandleren, der gav hende en gratis seng, når hun nu havde gjort sådan en god gerning... om alle de fremmede mennesker, der følte sig forpligtede eller berettigede til at få en fyldig forklaring på mit ophav, og på hvordan jeg var endt i deres land

I alle de reglementer og råd, der ledte op til datidens adoption, forlød der intet om, hvordan man skulle guide sit barn og sig selv igennem den følelsesmæssige tumult, der ofte følger med at se anderledes ud end de fleste og i øvrigt ikke have fællestræk med sine nærmeste. Noget der heldigvis er opmærksomhed på i dag.

Alle disse oplevelser grundlagde en selvopfattelse, som var min følgesvend igennem barndommen og ungdommen – en klar bevidsthed om, at jeg ikke hørte til nogle steder. Og på den konto serverede jeg selv grundlaget til mobningen i børnehaven og skoletiden. Nå ja, dét, og så det faktum at jeg jo vitterligt VAR anderledes at se på.
Mit klareste minde er, at jeg konstant skulle forsvare at kalde mine forældre for mine forældre, nogle af de andre børn opfattede hurtigt, at hér var et ømt punkt, og ’dødsstødet var derfor ofte: ”Du har jo ingen rigtige forældre”. Faktisk red det mig som en mare – lige indtil den dag en lærer trak mig til side og sagde: ”Dine forældre har valgt dig. De andres har måtte tage dem, som de kom”.

Okay, det havde da også sine fordele at se ud som jeg: Ofte kunne jeg med lethed få overbevist mine mobbere om, at jeg havde det sorte bælte i karate, når nogle gik skridtet videre og blev fysiske eller truende. Allerede som barn fandt jeg hurtigt ud af, at mennesker, som ikke evner at respektere diversitet ofte heller ikke evner logik på andre områder.
Og det skal nævnes, at ikke alle udenlandske adoptivbørn havde det svært i skolen. Jeg har bestemt hørt om andre, hvor deres ’anderledeshed’ var en fordel, fordi folk beundrede det eksotiske islæt. Jeg var bare ikke så heldig, og jeg havde nok heller ikke attituden til at blive hyldet. Og uanset hvad, har de fleste af os levet med en skærpet opmærksomhed på vores udseende.


80’erne.

Pga. flygtningene som entrede Danmark i 70’erne og 80’erne fra især Vietnam, Iran og Libanon (og en meget human udlændingelov), var der en større mulighed for mig for at gemme mig i mængden. Jeg stod ikke længere frem som stødt tå. Til gengæld fik også jeg lov til at betale for den stigende utilfredshed og utryghed, der lød fra dele af det danske folk. For ikke nok med, at flygtningene fik cykler, krævede bolig og arbejde, og endda af og til forelskede sig i danske piger, så fandt man ud af, at også folk med mørkt hår og gylden lød godt kunne lide at leve sammen med deres familier. Det medførte at udlændingeloven blev strammet for første gang i 1986.

I det hele taget var tiden og debatterne et skillepunkt for alle, der var så frække at se anderledes ud og/eller tale et sprog vi andre ikke forstod. Som et ekko af Fremskridtspartiets røst blev det pludseligt legalt at tydeliggøre den utilfredshed – også til de mennesker, som ikke forstod, hvad der blev sagt, og det blev klart for også mig, at vi gik en turbulent tid i møde.
Oftere og oftere hørte jeg sætningen: ”… men det gælder selvfølgelig ikke dig. Du er jo vokset op i Danmark med danske forældre og værdier (hvilket var en halv sandhed, eftersom min far var svensk. Men det kunne jo ikke ses på ham…), og det var i øvrigt INGEN trøst.
For første gang oplevede jeg at blive tiltalt som ”perker” og prøvede sågar at blive afvist ved døren til et hjem, hvor en kammerat skulle hente noget, fordi ”beskidte koreanere ikke var velkomne”. At manden selv var fuld, skæv og fedtet til af flere ugers manglende bad, gjorde ikke ydmygelsen mindre.

Heldigvis levede den underbetonede fordomsfuldhed stadig, og den oplevede jeg nu som en mindre irritation end tidligere. Så når jeg blev rost for mine fine, danske sprogkundskaber, lærte jeg at smile. Jeg er senere blevet rådet af et familiemedlem til at påstå, at jeg endda kun har boet i landet i 3 mdr., og det råd har jeg fulgt!

90’erne.

Selvom jeg var en oprørsk teenager, valgte jeg alligevel at følge stemningen i samfundet, og for en stund blev Danmark en sorthåret fattigere.
Mine år i England gav mig en god bagage, og det gav mig også muligheden for at opleve total anonymitet. Her var der ingen, der undrede sig over mig. Bevares, de fordomsfulde trives også i Storbritannien, men deres store, imperialistiske begavelser havde altså en fordel for lille mig, og her fik jeg da i det mindste lov til at gå i fred, hvis jeg opførte mig ordentligt. Dog fik jeg øjnene op for de danske vendinger, jeg var vokset med; hvad jeg fandt naturligt at ytre vedr. folk med et anderledes udseende end ’leverpostej’ (og som jeg vitterligt ikke opfattede som racistisk) faldt bestemt ikke i god jord. Jeg lærte, via kontant ydmygelse og på den hårde måde, at ord som "Neger/Negro" på ingen måde var acceptabelt, og som kompensation skyndte jeg mig ud og fik en sort kæreste.

I England genfandt jeg min danskhed – og lidt ekstra blev tilføjet. Jeg kom de steder, som Danmark havde afmærket som sit. Dansk KFUM, den danske kirke (mest pga. maden) og de danske klubber udgjorde et trygt helle, når de store vidder blev for overvældende. Jeg blev glad, når jeg hørte det danske sprog blive talt, og jeg færdedes sammen med danskere, som jeg ikke kunne drømme om at spendere tid på derhjemme. Men de var jo danskere. I det hele taget brugte jeg de muligheder, som jeg af både de engelske og de danske myndigheder var blevet opfordret til at bruge som udenlandsdansker.
Kun i de tilfælde, hvor danske turister valgte at udnytte, hvor få i verden der forstår vores sprog ved at ydmyge befolkningen, blev jeg flov.
De eneste fordomme, jeg stødte på vedr. min status som dansker var forestillingerne om, at jeg var lettere promiskuøs. Jo, og så blev jeg enormt træt af at høre om bacon.

Imens jeg boltrede mig i min nyfundne frihed, stod Mellemøsten i brand og konflikterne i det tidligere Jugoslavien ulmede. Da tilstandene eksploderede, fik især krigene imellem ’Titos børn’ danskerne op ad sofaerne, for nu var rædslerne godt nok kommet tæt på. Mange havde jo lige været på ferie dernede… Tænk nu hvis…
De danske grænser og sind blev atter åbnet for en stund, en del nye flygtninge kom ind i landet, og jeg smuttede uset med.
Imens jeg ventede på at starte min gymnasiale uddannelse, ansøgte jeg om at blive frivillig besøgsven hos Dansk Røde Kors. Men det blev venligt afslået med følgende forklaring: ”Vi har dårlige erfaringer med at få de ældre til at åbne deres hjem for eksotiske mennesker”.
For nu skriver jeg godt nok, at sindene blev åbnet for en stund. Men måske skulle jeg tilføje, at det forholdt sig sådan, lige indtil det gik op for danskerne, at der også boede muslimer i det tidligere Jugoslavien – og at det rent faktisk var dem, som flygtede. Og hvis det forholdt sig sådan med dem, der lignede os af udseende, hvordan stod det så ikke til med dem, der var mørkere.



Millennium.


5 ting du oftest IKKE hører, når du bliver gift med en muslimsk mand:

1. Tillykke.
2. Er han dansk statsborger? (De fleste går bare ud fra, at det er han ikke.)
3. Sig til hvis du får brug for hjælp til proceduren mht. ophold.
4. Skal I ikke snart have børn?
5. Hvor må jeres familier være glade på jeres vegne.


Min (nu ex-)mand og jeg blev gift en god uge før årtusindeskiftet, og den ekstraordinære fejring heraf valgte han at tro var til ære for os, for hvis ingen andre kunne se vores lykke for det, det var, måtte vi selv give det et positivt spin.
Jeg indrømmer blankt, at vores ægteskab var både et tvangs- og fornuftægteskab, for hvis vi ville fortsætte med at leve sammen, så måtte vi en tur op på rådhuset. Han var nemlig flygtning, krigs- og torturoverlever fra Kosova.

Vi mødte hinanden på mit daværende studiejob, et internationalt mødested, hvor jeg gik til hånde som servitrice og sekretær. Det var en frivillig forening og bestod af en skøn sammenblanding af indvandrere, flygtninge, aktivister, socialt udstødte og hattedamer.
Idéen bag projektet var god. Alle nød godt af at have et fristed, hvor man kunne være sig selv. Men oftest var det at være sig selv ikke en udpræget fordel: Alt imens irakere sad side om side og hyggede sig med iranere, bosniere og kosova albanere med serbere, palæstinensere med israelere, tamiler med indere og tyrkere med kurdere, stod danskerne ude i køkkenet og skændtes. Interne stridigheder om ledelse, økonomi og formål fik huset til at gå nedenom og hjem – helt i den danske ånd.

Oveni dette følte jeg mig en kende alene i min kamp for at beholde min ægtemand i Danmark, så da jeg havde famlet mig frem og skaffet min mand ophold, både på egen hånd og med lidt hjælp fra enkelte ansatte ved Dansk Røde Kors, Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet (alle med dansk fornavn og sjovt klingende efternavn), valgte jeg at ride videre på den mentale succes og startede en rådgivning for integration sammen med en politiker.
Udgangspunktet var, at projektet skulle holde sig indenfor lokale rammer, og det skulle udelukkende handle om integration. Men den kom vi hurtigt til at æde igen, for langt de fleste henvendelser drejede sig om at få lov til at blive i landet overhovedet.

Erfaringer fra en rådgivning.

I feb. 2001, et halvt år før regeringsskiftet i Danmark (igen et karmisk forsyn?), åbnede vi dørene til den nye, uafhængige rådgivning. Og hermed startede en årrække, hvor en stor del af det personlige overskud blev brugt på at gennemleve hele følelsesregisteret – lige fra optimisme til forhåbning til fortvivlelse til dyb frustration og til decideret sorg.

Gang på gang nærmest trådte landets embedsmænd og –kvinder hinanden over tæerne i konkurrencen om ”kom-med-de-mest-absurde-u
dtalelser-og-beslutninger”. Til tider virkede det som om, hele landet var i en tilstand af mental nedsmeltning, og det var noget af en pinlig og anstrengende affære at skulle forklare beslutningsstrengen i vores lovgivning til vores nye borgere, uden selv at fremstå som en komplet idiot.

Hvordan skulle man forklare mennesker, at krigen i hjemlandet ikke var nok til at få asyl endsige midlertidigt ophold (de facto flygtningestatus blev i 2002 erstattet af beskyttelsesstatus)? Heller ikke selvom hjemlandet og de internationale myndigheder til tider nedlagde forbud mod en hjemsendelse, hvilket kunne resultere i, at dem der underskrev en frivillig hjemsendelse ikke fik lov til at udrejse men måtte blive i flygtningelejrene?

Hvordan skulle man forklare logikken i at sende opholdsansøgere ud på en rundrejse i det ganske land, til det der svarede til en ny adresse pr. halv- eller helår? Det var jo ikke fordi der fulgte en guide med, som kunne underholde med seværdigheder og kulturforskelle imellem Skagen og Gedser.

Hvordan skulle man forklare, at der ikke blev givet ophold, uden at ansøgeren var så nedbrudt fysisk eller psykisk, at de ikke kunne fungere uden intens medicinsk og/eller psykiatrisk indgriben – samtidig med at det sørme forventedes, at man efter en evt. modtagelse af status som opholdstager straks deltog i det danske samfund med alt hvad det indebar af sprogskole og aktivering/arbejde? I hvert tilfælde hvis de ville have udbetalt starthjælp.

Hvordan skulle man forklare børnene, at de ikke var ønskede her i landet, at de skulle vokse op i det, der mest af alt lignede et fængsel, at de skulle bevidne deres forældres totale degenerering, at der i det offentlige system ofte ikke var penge eller vilje til professionel tolkning, og at de (udover at skulle formidle deres egne problemer i skolen til 3-partssamtaler) kunne risikere at skulle sidde og oversætte intime detaljer om deres forældres fysiske og psykiske sygdomme – alt det helst uden at blive skadet, så de kunne bevare respekten for forældrene og agere mønsterborgere, når samtalen og proceduren var slut?

Og hvordan skulle man forklare en beslutning om, at far eller mor ikke fik lov til at leve med deres børn? Eller at søskende blev adskilt ved magt i nattens mulm og mørke og tvunget til at leve i uvished om hinandens eksistens? Ikke pga. den diktaturstat, de flygtede fra, men pga. et modtagerlands massepsykose, hvor den daværende minister for Flygtninge, Indvandrere og Integration trøstende forklarede, at der nu fandtes gode rejsemuligheder, hvis de ville ses.


Når man en gang har oplevet at sidde med en mor, som måtte forlade det barn, hun stadig ammede, samtidig med at Danmark var mere optaget af at tegne tegninger og finde på nye skældsord mod det, vi ikke forstod, men som vi partout skulle have lov til at udtale, var det ikke just kærligheden til fædrelandet, der fyldte.




Mit ordforråd rakte ikke til en sandsynlig forklaring. Og jeg fik heller ikke lov. Som de fleste andre af fremmed herkomst, har jeg fået besked på at holde min kæft eller smutte, hvis jeg offentligt har blandet mig i samfundsmæssige forhold.

Nu handler det om at forberede mine egne børn på, at tilstanden i Danmark ikke ser ud til at ændre sig foreløbig, og at de derfor er nødt til at ruste sig til en ny kamp for de rettigheder, de tabte, da de blev født af forældre, som ikke må eller vil kalde Danmark for deres. De er nødt til at forberede sig på, at de med deres albansk-koreansk-amerikansk-svensk-danske ophav vil blive opfattet som nationalitetsløse, og de er nødt til at trække det positive frem fra de vilkår.
Jeg har 3 bud på, hvordan det gøres:

1. Når de ikke kan ’k(l)assificeres’ pr. nationalitet, så er det godt, at de er dem selv!
2. Danmark har gjort det til en fordel IKKE at have lyst hår, blå øjne og et rødbedefarvet pas med skriften ”DK”, når de skal ud at rejse!
3. Vi er styret rent fri af indavl!