Striben er sendt til blogejeren af tegner Carsten Graabæk med tilladelse til brug.
Carsten Graabæk, tegner og dansk repræsentant hos Tegnere for Fred, begik omkring årtusindeskiftet ovenstående stribe, der karikerede danske forældres dobbeltmoral, og 10 år senere er problemstillingen tilsyneladende stadig højaktuel. I flg. TV2s egen afstemning vedr. emnet, er hele 72% af knapt 2000 stemmer imod, at en datter eller en søn vælger at danne par med en muslim. Modstanden hos adspurgte muslimer skulle være næsten lige så stor.
Hvorfor denne afstandtagen fra en globalisering af privatsfæren?
Handler det om, at det er lettere at tro på manipulerende valgtaler, når man ikke selv har haft mulighed eller lyst til, personligt, at sætte sig ind i emnet? Handler det om, at den Katolske Kirke (engelsk hjemmeside) advarede, især katolske, kvinder imod ægteskab med muslimske mænd tilbage i 2004? Eller bunder modviljen i en reel problemstilling?
Jeg vil svare ”ja” til mit sidste bud HVIS:
- mennesket ses på som en religiøs eller kulturel brik.
- personens værdier ikke respekteres eller fremhæves over prædikater.
- modviljen fra både private netværk og de øvrige omgivelser får lov til at gennemsyre dagligdagen.
Men det gælder i øvrigt alle ægteskaber – så ”nej” til sidste bud og ”ja” til det første.
Interkulturelle og ditto religiøse forhold kan lykkes. I flg. en ældre artikel i Kristeligt Dagblad er fænomenet da også stigende på trods af den skræmmeretorik, der især entrede og ændrede mange danskeres sind i 2001, og det på trods af en politik, der tilsyneladende fint afspejler det nationalistiske sind, hvor muligheden for kærlighed over grænser er forsvindende lille. For medmindre beslutningstagerne vitterligt ikke ved, at reglerne for familiesammenføring ikke ”blot” rammer mennesker af fremmed herkomst, kan de med rette kaldes racister, da de i høj grad arbejder i racerenhedens tjeneste.
Og i forhold til forældreskabet: Jeg formoder at de fleste forældre ønsker, at deres børns parforhold lykkes uanset omstændigheder. Eller hvad?
