Jeg har tænkt meget over, hvilke mekanismer, der er i spil, når partiledere skal holde skaren i skak.
Efter at livet for mennesket ikke blot handlede om mad i maven, har det handlet om magt - ikke bare over eget liv, men også over grænser.
Hvis vi ser på tidligere tiders diktatorer, så har de alle brugt skræmme-retorik til at holde styr på mængden indenfor landegrænserne.
Tag f.eks. Tito. Stadig meget elsket af de fleste i Ex-Jugoslavien! Men faktum er, at han fremstillede sig selv som redningsmand for de svage. Han lod sig hylde, som den person, der beskyttede de forskellige folkeslag mod hinanden. Kosovarere, Serbere, Bosniere, Makedonere, Montenegrinere, Kroatere, Slovenere og Vojvodinere blev alle lovet beskyttelse mod de farlige andre. I det samme land... Den eneste overlevelse var total loyalitet mod deres leder.
Og det lykkedes faktisk Tito at yde så meget til de forskellige regioner - alt det "de onde andre" ikke undte dem - at hans løfter blev holdt. Der var stort set ro indtil hans død.
På den måde kan der spilles på mange hundrede års had og frygt. Og samtidig med afholder man folk fra at "rejse ud" for at se, om postulaterne nu også holder stik.
På den måde kan man lukke øjnene på sit folk overfor de rædsler, som lederen FAKTISK udøver. Og så er det inderligt ligegyldigt, om det går ud over børn og syge... De er jo farlige for det vaklende samfund...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Han var heller ikke helt bleg for at smide systemkritikere i spjældet. Så hvis folk var oplyste og utilfredse med landets tilstand, blev der ret hurtigt lukket mund på dem. :-S
På overfladen så mange ting i Jugoslavien godt ud, men det var vitterligt kun overfladen. Det var en brat og sildig opvågen for mig og mange andre med mig, da Bosnien-Hercegovina blev angrebet.
Kære Amila.
Tak for dit meget vigtige vidnesbyrd!
Send en kommentar