Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at mennesker som Joseph Arthur de Gobineau (1816 - 1882), fransk aristokrat, diplomat og modstander af demokratiet, har fået manifesteret sine teorier så bastant i vores moderne verden. Hans racelære om den hvide races superioritet, gennem værker som "Essai sur l'inégalité des races humaines", har tilsyneladende ikke blot inspireret nazisterne, men også den Vestlige verdens menneskesyn.
Måske endda også den øvrige civilisation?
Det står mig i alle tilfælde klart, at opfattelsen af den ariske overlegenhed ligger så fundementalt begravet i de fleste kulturer, at mange ikke engang stiller spørgsmålstegn ved tesen. Det er derfor blevet ganske legalt, at den vestlige leveform vinder/tvinger sig (?) indpas dybt ind hos selv stammefolk i Regnskoven. Værdierne for levestandard har målestok i tesen. Værdierne for skønhed har målestok i tesen. Selv krige opstår ofte i krav på rettigheder, skabt i den Vestlige verdens billede.
Man kan selvfølgelig påstå, at udviklingen er en naturlig følge af de områder af evolutionslæren, der ikke opdeler mennesket i sort og hvid, men blot tager udgangspunkt i den menneskelige race som helhed - at der er generelle behov, mennesket søger opfyldt. Dog synes det som om, at de grundlæggende værdier er blevet beskrevet af den hvide "overklasse".
Er vi endt her, fordi vi vælger en selektiv forståelse af værker og teorier? Eller har de lærte virkelig blot beskrevet en latent tilstand hos os, hvor vores overlevelse består af tiltrækning af store (helst blå?) øjne, monetære begavelser og imperialistiske gevinster - altså magt?
Eller er det så simpelt, at vi vrager det, vi ikke kan forstå, så vi kan forsvare at basere hele vores tilværelse på en rædsel for at miste det, andre har fortalt os, at vi har behov for?
Udvikling fordrer drive. Men jeg kan f.eks. ikke lige tage mig sammen og blive en blå-øjet blondine med de rigtige gener for civilisation... Hvad skal JEG så gøre...?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar