Kære Langballe

Kære Langballe.

Faktuelle oplysninger om en asylsags forløb, som den ofte ser ud (Meget kort fortalt):

En familie kommer til landet som flygtninge (og mange af dem som torturofre).

Nogle modtager 1 samtale med en læge, psykolog eller psykiater - herefter afventer de to sidste behandlerne ofte afgørelsen.

Familien får afslag på asyl.

Sagen sendes automatisk til anke-instanserne.

Familien får afslag hos Flygtningenævnet.

Sagen sendes automatisk tilbage til Udlændingestyrelsen som en ansøgning om opholdstilladelse.

Familien får afslag på denne.

De fleste vælger at sende sagen til Ministeriet - ofte sker dette også automatisk.

Imens bliver oprindelseslandet kontaktet. Her kommer det svar, at de enten ikke kan modtages, eller at der er en efterlysning af en eller flere af personerne i familien for politiske handlinger, der straffes med døden.
Det er også muligt, at de helt er forsvundet ud af systemet i oprindelseslandet.

Familien får det svar, at de skal afvente diverse rapporter fra UNHCR, NATO, EU osv. vedr. landets tilstand. Disse lyder ofte, at en hjemsendelse er frarådeligt og til tider umulig.

Desuden er der ikke altid en hjemsendelsesaftale med modtagerlandet. Og et 3. land er ulovligt i forhold til konventionerne.

Imens står familien til udrejse, eller de får processuelt ophold.

Nogle ønsker at underskrive kontrakten om frivillig udsendelse - men får afslag.

I denne periode lever de inaktivt - de modtager ikke ordentlig sprogundervisning og de færreste får praktikpladser, hvor de ellers kunne arbejde i ca 5 timer hver 2. dag.
Desuden lever de for 100 kr. pr. 14.dag - ca. 300 kr. pr. barn, med madpakkeordning hvor køkkenet har meget få midler. Dem der har processuelt ophold og/eller stadig er i (eller er kommet tilbage til) fase 2 får et større beløb, men de skal så også selv sørge for mad.

Forældrene bliver apatiske, degenererede og nogle så yderligere psykisk belastede, at de er akut behandlingskrævende.

Forældrene må vente i mange måneder på relevant behandling.

Børnene påvirkes af forældrenes tilstand, deres levevilkår og manglende barndom.

Børnene må vente i flere måneder på relevant behandling.

Sådan går der ofte mange, mange år.


Dit forslag er herefter:

Tvangsfjern børnene...

Det vil sige, at den danske stat skal kunne ødelægge en, i forvejen nedbrudt, familie, hvor udsendelsen er umulig og derefter beslutte, at nu er forholdene er så grelle, at de skal fjernes fra forældrene, som på det tidspunkt er det eneste faste holdepunkt, der er tilbage?



Ergo:
Ødelæg forældrene og tag børnene... Er det ikke en smule "Ingmar Bergmannsk"?