Mens de venter.

Alt imens 800 flygtninge venter på 5., 6., 7., og 8. år på Danmarks asylcentre,

så kunne vi måske tænke over, grunden til, at de ikke har fået ophold i andedammen?


Det største problem Danmark har i forhold til konventionerne er, at asyl kun gives til personer, der er forfulgt. Dette defineres så i Danmark således, at der skal foreligge en efterlysning fra det pågældende land.
Asylansøgeren skal altså være retsforfulgt af et land, der har dødsstraf eller tortur.

Etnisk eller religiøs forfølgelse accepteres IKKE i Danmark som et gyldigt grundlag på sigt. Det samme gælder personer, der har måtte flygte fra dogmer i den enkelte familie.
Og det er så her, mange af misforståelserne opstår hos danskerne i forhold til vores retssystem. De færreste danskere ved, hvordan den danske stat definerer begrebet "forfølgelse", og at vi forlanger dokumentation af europæisk standart, hvilket i mine øjne er urimeligt.

Noget tilsvarende ser man, når der skal meldes opholdstilladelse (nærmere betegnet 'humanitært'), som er det eneste, der gives i dag.
Psykiske og fysiske sygdomme skal være livstruende her og nu. Kroniske sygdomme accepteres ikke, selvom de kan medføre død ved tilbagesendelse pga. mangel på pleje og medicin.



Dette kolliderer altså med UNHCR's og UNMIK's definitioner af samme begreber, som de udreder udfra det enkelte, krigshærgede lands infrastruktur og sociale struktur.

Mennesker sidder altså i klemme pga. uenighed om definitioner af begreber.

Og så må spørgsmålet lyde:

Skal Danmark indrette sine begreber efter konventionerne, eller skal konventionerne indrettes efter Danmarks manglende vilje?