Tolkning af div. værker er ofte oppe til debat. Især i forbindelse med de religiøse værker: Koranen og Bibelen.
Dette har fået mig til at spekulere over, hvor meget vi kan bygge en forståelse op omkring en oversættelse. Er oversættelsen en tolkning i sig selv? Hvor meget går i øvrigt tabt i oversættelser, så som vinkler og ladninger?
Eks.: Hvor mange herinde kan arabisk, aramæisk, latin eller hebraisk, så de kan påstå, at være tættest på at have forstået budskaberne i hhv. Koranen og Bibelen?
Enkelte af underviserne på mit uddannelsessted krævede, at vi læste de tyske, engelske og franske værker i original udformning og på originalsproget. Men hvis de havde ret i deres bekymring vedr. oversættelser, må det have betydet, at vores gennemgang af f.eks. de russiske og oldgræske værker var decideret mangelfuld. Og jeg mener stadig, at jeg fik en bedre forståelse af f.eks. "L´Etre et le Néant", da overskriften i stedet hed "Væren og Intet"!
Når vi så oveni købet står overfor den hurdle at skulle tolke fortolkninger, i et debatforum hvor alle er anonyme, og uden at have den luksus at kunne høre tonen og se ansigtsudtrykket, hvor meget vægt skal vi lægge i udsagn, hvor der er gjort brug af oversættelser, tolkninger og fortolkninger, for at kunne påstå, at NU har vi forstået budskabet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar